Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Årsberetning for Tvistighedsnævnet 2010 er udkommet

Tvistighedsnævnet træffer afgørelser i sager, hvor elever og praktikvirksomheder inden for erhvervsuddannelserne er kommet ud i en tvist. 37 af kendelserne fra 2010 er omtalt i beretningen.

Sager på industriens område

I 2010 blev 105 sager indbragt for Tvistighedsnævnet, og kendelse blev afsagt i 67 af dem.

17 % vedrørte uddannelser inden for indgangene Bil, fly og andre transportmidler (3 %), Medieproduktion (4 %), Produktion og udvikling (4 %) og Strøm, styring og IT (6 %), som er relevante for Industriens Uddannelsers område.

Virksomhedsgodkendelsers betydning

Årsberetningen omtaler også de væsentligste domme på området, der er behandlet ved domstolene. Læs for eksempel om Højesterets dom af 31. maj 2011, hvori det blev fastslået, at det efter erhvervsuddannelsesloven ikke er en betingelse for at indgå en uddannelsesaftale, at arbejdsstedet på forhånd er godkendt som praktikvirksomhed. En ansøgning om godkendelse kan indsendes sammen med at en uddannelsesaftale indgås under forudsætning af, at virksomheden godkendes som praktiksted.

Manglende forlængelse af uddannelsesaftale

I Tvistighedsnævnets kendelse af 28. september 2010 kan man læse, at manglende forlængelse af uddannelsesaftalen ikke kunne sidestilles med en afskedigelse, da aftalen udløb i henhold til uddannelsesaftalen under elevens fravær på grund af graviditet og barsel, da der ikke fra elevens side var fremsat anmodning om forlængelse.

Ankenævnet vedrørende praktikvirksomheder

Ankenævnet vedrørende praktikvirksomheder udgiver i samme årsberetning også omtale af behandlede sager fra årets løb.

Ankenævnet afgør klager fra virksomheder om, at faglige udvalg ikke har godkendt virksomheden som praktikplads, eller ikke har imødekommet en ansøgning helt, fx ved at give en begrænset godkendelse. Det er også muligt for virksomheder at klage, hvis de får frataget deres godkendelse.

Ankenævnet behandlede i 2010 otte sager, som alle er omtalt. Der er tale om en fordobling af antal sager i forhold til 2009. I tre af sagerne blev det faglige udvalgs afgørelse tilsidesat.

Ingen af sagerne omhandlede afgørelser truffet af de faglige udvalg, som betjenes af Industriens Uddannelser.

Hent årsberetningen her.

20/01/2012

Produceret af Adapt A/S