Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Et anderledes IF-seminar

Industriens Fællesudvalg har afholdt det årlige IF-seminar på en ny og kreativ måde.
D. 26 august mødtes UU-formandskaberne og IF-udvalget på Kongebrogården i Middelfart til det årlige seminar, hvor deltagerne diskuterer det videre arbejde i Industriens Fællesudvalg, og aftaler fælles fodslag i forhold til IFs fremtidige strategi

Præsentationsrunden

Formanden for Industriens Fællesudvalg, Pia Maul Andersen, bød velkommen til IF-seminaret og lagde vægt på, at kun et godt samarbejde er værdiskabende for målgrupperne. I stedet for den traditionelle præsentationsrunde, blev deltagerne bedt om at vælge et billedkort, som de mente, symboliserede deres arbejdsopgaver. Ud fra dette kort skulle hver især præsentere sig for en deltager, som de ikke kendte. Dette gav en livlig snak i lokalet, som først stoppede, da mødelederne afbrød efter 5 minutter.

Præsentationsrunden

Status på IF-strategi

Efter denne opvarmningsøvelse, tog IF-sekretariatet ordet. Suppleret af konsulent Christina Stougaard Hansen, præsenterede sekretariatschef Tanja Bundesen IFs fire målsætninger, som blev vedtaget sidste år. Sekretariatet gjorde status over de mange aktiviteter, der var blevet igangsat siden. Et udpluk var blandt andet: Censorvejledning, svendeprøveevaluering, Epoxy-faglærerkonference, LUU-undersøgelse og handleplan, Ung-til-Ung-projekt, AER, EUD og AMU-hæfter og den nye hjemmeside. 

Stjernestunder

Efter pausen gik det løs med gruppearbejde. Hvert UU satte sig sammen og fik udleveret en håndfuld stjerner til at skrive på. Opgaven lød, at udvalget sammen skulle skrive de aktiviteter ned, som har givet værdi for det pågældende UUs område. Igen gik snakken, og der blev udfyldt mange stjerner. Hvert UU fremlagde herefter deres stjernestunder. Det kom der mange gode og overraskende tilkendegivelser ud af, blandt andet.:
• AMU-udbudsrunden (UU Metalindustriel bearbejdn.)
• Oprettelse af arb.gruppe i medicinalindustrien (UU Proces)
• Den nye vindmølleoperatøruddannelse (UU Vindmølle)
• Støberiområdet inden for AMU og EUD, som er faldet på plads (UU Svejs)
• Godt samarbejde med LUU (UU IOP)
• Ny svendeprøve (UU Elektronik)
• Fælles fodslag i UU ml. arbejdsgiver- og tager (UU OVerflade)
• Den nye censorvejledning (UU IOP)
• Ny skole inden for forsyning (UU Forsyning)
• De nye AMU- og EUD brochurer (IF)
• Godt arbejdsklima i UU Elektronik
• Ny konference inden for Arbejdsorganisering (UU AO)
• Godkendelse af 18 nye AMU-mål (UU Plast)
• Det fælles grundlag og mål i sekretariatet (IF)

En stjernestund!

IUs arbejde med innovation og kommunikation

I tråd med stjernerunden gik Henrik Amdi Madsen, IUs direktør, på podiet og forklarede om arbejdet med innovation og kommunikation i Industriens Uddannelser: ”Innovation er en proces, hvor muligheder formes til ideer, som skaber værdi, når de er implementeret og anvendt i praksis”
IUs nye hjemmeside, som gik i luften d 1. sept, blev nævnt som eksempel på anvendt innovation i IU. Den nye hjemmeside indeholder, udover nye elektroniske muligheder for kommunikation blandt udvalgsmedlemmerne, også den nyudviklede elektroniske virksomhedsgodkendelse, som administrativt vil lette proceduren for både virksomheder og sekretariatet fremover.

Spørgsmål på tværs

Efter en god frokost var det igen tid til gruppearbejde. Denne gang blev deltagerne opdelt i to grupper med UU-medlemmer og i en gruppe med IF-medlemmer. Hver gruppe skrev spørgsmål ned til de to andre grupper. Disse spørgsmål blev herefter fordelt til de relevante grupper, som - efter at have været i tænkeboks - forsøgte at give gode fyldestgørende svar i den efterfølgende svare-runde. 

Svare-runden

IF-strategi – næste skridt

Efter en tiltrængt kaffepause blev det tid til dagens sidste punkt på programmet. Mødelederne kaldte igen til gruppearbejde med temaet:
”Hvad skal der til for, at udvalgsarbejdet fortsat er værdiskabende for IFs målgruppe?”
Konferencelokalet blev en imaginær blomstereng, og deltagerne blev forvandlet til henholdsvis blomster, humlebier og sommerfugle, som enten talte deres sag, kom med stikkende kommentarer til debatten, eller bare svævede rundt og lyttede til diskussionerne om de fire målsætninger i IF.
Der kom mange gode bud frem med værdiskabende tiltag i forhold til IFs målgruppe. Lige fra at markedsføre den nye vindmølleoperatøruddannelse i forbindelse med den kommende klimakonference, over at genindføre AMU-konferencen, til at udvikle en informationsstrategi i IF. 

Afrunding

Seminaret blev rundet af ved næstformanden i IF, Christine Bernt Henriksen, som roste sekretariatet for den utraditionelle og kreative måde, som seminaret var blevet afviklet på. Sekretariatet samler efterfølgende op på alle de gode input, som vil blive taget til efterretning og implementeret i IFs videre strategiarbejde.
 

07/09/2009

Produceret af Adapt A/S