Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Svendeprøve for flymekaniker afholdt i Grønland

For første gang blev der afholdt svendeprøve for flymekaniker hos Air Greenland i Nuuk. Skuemestrene kom fra Luftfartsskolen og Industriens Uddannelser. De to lærlinge, Michael Poulsen og Jacob Lynge Pedersen, fik begge den højest opnåelige karakter, nemlig 12.

Skuemester fra Industriens Uddannelser, Lars Rønnow Kaas, fortæller, at det var en kæmpeoplevelse at være censor til svendeprøven på Grønland. Der var en god stemning, og de havde at gøre med to dygtige lærlinge. Normalt bliver svendeprøven afholdt hos SAS i København, men for første gang blev prøven afholdt på lærlingenes arbejdsplads hos Air Greenland i Nuuk. Ifølge Lars Rønnow Kaas gav det en tryghed for de to lærlinge at blive eksamineret i de vante omgivelser på arbejdspladsen.

De to lærlinges opgaver blev udført på et fly af mærket Dash 7, hvor de blandt andet skulle skille en startgenerator ad og samle den igen. Af tekniske årsager blev det pludselig nødvendigt at ændre i nogle af opgaverne, men det påvirkede ikke de to lærlinge, som klarede de ændrede opgaver i fin stil. De to udlærte flymekanikere blev efter den flotte svendeprøve fastansat samme dag i Air Greenland.

Lars Rønnow Kaas har desuden planer om at indstille Michael og Jacob til ML-prisen i 2010. ML-prisen er en landsdækkende præmieringsordning for lærlinge, der med særligt godt resultat har gennemført en uddannelse med tilknytning til Metalindustriens uddannelsesudvalg.
 

06/11/2009

Produceret af Adapt A/S