Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Køleteknikeruddannelsen tager syvmileskridt i den miljøvenlige retning

CO2-anlæg og energioptimering står allerede højt på køleteknikeruddannelsens pensumliste.

”En stor del af uddannelsen er allerede baseret på anlæg med naturlige kølemidler,” fortæller uddannelsesleder Ib Bæk Jensen om køleteknikeruddannelsen på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten.

Rustes til at håndtere miljøkrav

Ib Bæk Jensen anslår, at kølebranchen nok er det fag, der i forbindelse med miljøkrav, mest radikalt skifter sit fundament ud, idet alle forurenende kølemidler erstattes med miljøvenlige midler.

”Derfor skal de nye køleteknikere rustes i flere retninger. Samtidig med at de skal kunne håndtere de nye anlæg med naturlige kølemidler, skal de også trænes i at optimere anlæggene til at bruge mindre energi,” siger Ib Bæk Jensen og peger på, at processen er i fuld gang.

”Allerede nu handler de sidste tre hovedforløb i uddannelsen stort set kun om anlæg med naturlige kølemidler, og vi har en stab af meget dygtige undervisere, der løfter opgaven”, fortæller han.

”Betingelserne for udvikling har været til stede. Ved at samle læremiljøet ét sted, får det en størrelse, så det kan udvikle sig. Vi har det antal personer, der skal til, for at der kan opstå et miljø, hvor man kan inspirere hinanden og hvor faget kan udvikle sig.”

En af verdens allerbedste lærlingeuddannelser 

Ib Bæk Jensen vurderer, at vi i Danmark, med de nye tiltag, har en af verdens allerbedste lærlingeuddannelser.

”Vi har en 4 årig uddannelse, hvoraf der er 55-ugers skole uddannelse for køleteknikere. Det står i modsætning til mange andre lande, hvor man kun bruger få dage om året på skole. Og vi har en formaliseret og systematisk uddannelse, der har vist sig at være hurtig til at omstille sig. Samtidig har vi også et enestående efteruddannelsessystem. Som et af meget få lande stiller vi krav om certifikater. Det har udviklet vores efteruddannelse, så den er kommet i topgear,” slutter Ib Bæk Jensen.
 

09/12/2009

Produceret af Adapt A/S