Lærling i kølebranchen - fuld fart frem mod et bedre miljø
Tre lærlinge i kølebranchen fortæller om faget og om at være med dér, hvor der konkret gøres noget ved miljøproblemet

Flemming Teilmann Nielsen.
Lærling hos Superkøl i Karlslunde
”Jeg er faktisk lidt stolt af at være repræsentant for en ny generation, der er lært op i at tænke på miljøet”, siger Flemming Teilmann Nielsen, der er i gang med sit 2. hovedforløb på køleteknikeruddannelsen på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Han skal snart tilbage til sin læreplads på ’Superkøl’ i Karlslunde, hvor han til daglig arbejder med at sætte nye miljøvenlige CO2-anlæg i drift.
”Vi tager CO2’en fra naturen, og der lukkes den tilbage til” fortæller han. Fleming fortæller videre, at regnestykket med genvundet CO2 fra luften er i fuld balance - der ændres ikke noget i naturens kredsløb.
Flemming Teilmann Nielsen synes, det er godt, at man på skolen sætter stærkt fokus på klimaet.
”Det er fedt at blive lært op i at tænke på miljøet. Vi får det virkelig prentet ind og lærer at gøre alt korrekt i forhold til miljøet. På den måde kan vi gøre en forskel i fremtiden. Det sker bare ikke fra den ene dag til den anden. Men om 5 år kan vi have gjort en forskel. Det har jeg det godt med.”
Kasper Simonsen.
Lærling hos Greens Køleteknik i Holstebro
”Det er alle udfordringerne, der er spændende ved faget. Kommer du ud til et anlæg, der ikke kører ordentligt, så skal fejlen bare findes. Du kommer måske kl. 15.00 og først kl. 20.00 har du fundet fejlen og kan blive færdig til at gå hjem. Men når opgaven så er løst, har du det godt, så holder du rigtigt fri”. Sådan beskriver lærling Kasper Simonsen dét, der til daglig sporer ham i arbejdet i kølebranchen.
Kasper Simonsen arbejder i firmaet ’Greens Køleteknik’, som hovedsagelig har opgaver inden for butikskøl. Her sætter han også nye miljøvenlige CO2-anlæg op og laver service på dem, hvis et rør er knækket eller en kompressor er stået af.
”I kølebranchen er der noget nyt hver dag. Elektronik, kompressorer, CO2-anlæg, sikkerhed… Man skal bruge sit hoved”, siger Kasper Simonsen, og nævner en anden god udfordring, der går på, at faget nu ikke længere kun handler om at køle ned.
”Der er gået sport i at få trimmet anlæggene ordentligt, så energiforbruget bliver mindre. For eksempel skal vi lige have lagt glaslåget på eller have fyldt lidt mere CO2 på og have hævet sugetrykket, inden vi starter et anlæg op. Og belønningen kommer senere”, fortæller Kasper Simonsen. ”Det er fedt, når kunden kommer og siger, at det var godt, han fik dét anlæg, det sparer ham 10 % på elregningen.”
Anders Bovien
Lærling hos Johnson Controls i Roskilde
Anders Bovien er lærling i det verdensomspændende firma ’Johnson Controls’, hvor han arbejder med store industrianlæg. De kører på ammoniak, som også er et naturligt kølemiddel. I tilsyns- og renoveringsarbejdet på de store anlæg bruger Anders Bovien typisk mellem 3 dage og en uge på at skille en kompressor ad.
Han fortæller om arbejdsglæden, der er forbundet med den slags opgaver.
”Når de ringer om, at der er noget, der er gået i stykker, så rykker man bare ud. Det kan være midt om natten eller i weekenden - det gør ingen forskel,” fortæller Anders Bovien. ”Til gengæld får man nogle glade og tilfredse kunder”, siger han og fortæller, at kunderne, der har ansvaret for at de helt store industriproduktioner holdes nedkølet, bliver meget glade, når et anlæg, der har været ude af drift, virker igen.
De tilfredse kunder er en af grundene til, at Anders Bovien trives i kølefaget. Men han betoner også fagets polytekniske karakter, at det foruden køleteknik tillige indeholder elektroteknik, styring, regulering, el og vvs. ”Arbejdet er forskelligt hver dag, og der er mange ting, man skal have styr på. Men det er også dét, der gør det spændende. Og oven i det kommer så også, at det er rart at vide, at man er med til at gøre noget for miljøet,” siger Anders Bovien.
11/12/2009
