Behov for AMU-kurser til tekstilindustrien
Der har i en årrække manglet tilbud om efteruddannelse til produktionsmedarbejdere i tekstilindustrien. Danmark har en del tekstilvirksomheder, der har nicheproduktion inden for fremstilling af gulvtæpper samt enkelte virksomheder, som fremstiller forskellige typer af specialtekstiler.
På foranledning af organisationerne i branchen, Dansk Mode & Tekstil og 3F, har Industriens Fællesudvalg derfor lavet en undersøgelse med interview af fem danske tekstilvirksomheder for at få et billede af, hvilke behov for efteruddannelse, der er blandt branchens medarbejdere.

Interviewene viser, at der er stor forskel på produkttyper og produktionsprocesser hos de medvirkende virksomheder. På trods af disse forskelle, er der dog i branchen et fælles ønske om et 1-2 ugers grundlæggende tekstilkursus, som også skal indeholde undervisning i kvalitet og miljø i forbindelse med tekstilfremstilling.
På baggrund af analysens resultater er der blevet igangsat et udviklingsarbejde hos TEKO, der er Skandinaviens største design- og businessskole inden for mode- og livsstilsbranchen. TEKO har fået til opgave at udvikle de AMU-kurser til tekstilindustrien, som tekstilanalysen peger på, at der er behov for.
De nye tekstilkurser forventes færdige inden årets udgang og vil blive markedsført af de faglige organisationer Dansk Mode & Tekstil og 3F.
30/07/2010
