Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Ildsjæle kæmper for flere praktikpladser

Der er stadig unge i Nordjylland, som mangler en praktikplads. Men ikke i samme grad som tidligere. Takket være entreprisechef Søren Dath, Thy Mors Energi, hvis store arbejde har betydet, at der i dag findes en elforsyningsoperatøruddannelse på Skive Tekniske Skole.

- Mange unge nordjyder får ikke en uddannelse. Det forringer deres muligheder på arbejdsmarkedet, og det er alt for dyrt for samfundet. Mange mennesker, virksomheder, organisationer og institutioner gør dog en stor indsats hver dag for at sikre flere praktikpladser til de unge. Søren Dath er en af de ildsjæle, siger Mogens Mathiasen, formand for DI Thy/Mors.


Fra venstre ses Thorkild E. Jensen, formand for CO-industri, Peter Andersen, Søren Dath, undervisningsminister Tina Nedergaard og Berit Vinther, DI og formand for Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond.

Indstillingen fra Det Lokale Uddannelsesudvalg for forsyningsoperatøruddannelsen på Skive Tekniske Skole fremhæver Søren Dath som engageret medlem af udviklingsudvalget for forsyningsoperatøruddannelsen, det lokale uddannelsesudvalg på Skive Tekniske Skole samt som censor på uddannelsen, ligesom hans særlige indsats for de bogligt lidt svagere elever blandt andet gør ham til en eksemplarisk chef og forbillede for de elever, Thy Mors Energi har haft ansat.

Tillidsrepræsentant Peter Andersen, Galten Elværk, har ligeledes gjort en stor indsats for at løbe forsyningsoperatøruddannelsen i gang. Dette arbejde har konkret ført til, at der er blevet oprettet uddannelsesaftaler på Galten Elværk.


Peter Andersen med PraktikPladsPrisen.

For denne store indsats belønnes de to ildsjæle nu med den nyindstiftede pris PraktikPladsPrisen, som begge fik overrakt af undervisningsminister Tina Nedergaard ved et arrangement på Nationalmuseet. Prisen er en bronzestatuette skabt af billedhuggeren Bjørn Nørgaard.

- Søren Dath og Peter Andersens beundringsværdige indsats har betydet flere nordjyske praktikpladser, og det viser, hvordan lokale ildsjæle kan vende en negativ udvikling i deres lokalområde og gøre en forskel. Det kan vi alle lære noget, siger Mogens Mathiasen.

Arrangementet kickstarter rækken af uddelinger landet over, hvor et stort antal anerkendelsesværdige initiativer vil blive præmieret. Det er fortsat muligt at indstille kandidater til prisen ved at udfylde indstillingsskemaet.

18/11/2010

Produceret af Adapt A/S