Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Ydmyge vindere af PraktikPladsPrisen i Køge

Der var stegende hedt i Junckers’ lokaler på Køge Havn, hvor prisuddelingen fandt sted. Men det slog ikke skår i glæden og stoltheden over at overrække eller modtage Bjørn Nørgaards kunstfærdige statuette.

Fungerende borgmester Thomas Kielgast kunne på en af sine sidste arbejdsdage inden Marie Stærke vender tilbage til borgmesterstolen fra sin barselsorlov, belønne to af de helt store i det køgensiske erhvervsliv.

- Vi er så stolte over, at have to så solide og fremsynede virksomheder i Køge. Vi kender jer som virksomheder, der tager ansvar for uddannelse af vores unge. I har forstået, at I er dybt afhængige af dygtige, faglærte medarbejdere for at klare jer i fremtiden, lød de rosende ord fra den prisuddelende borgmester til de mange tilhørere fra Junckers og CP Kelco.


Prismodtager Jette Clausen fra Junckers får overrakt statuette og blomster af Køges fungerende borgmester Thomas Kielgast (midten) og regionssekretær i Dansk Metal Erik Rasmussen (th.)

Den modvillige prismodtager
Prismodtager Jette Clausen, der er HR- og kommunikationschef på Junckers tog beskedent og næsten modvilligt i mod prisen, som hun var indstillet til.

- Jamen, det er jo ikke kun mig, vel? Arbejdet er jo ikke at starte nogle uddannelser op. Arbejdet er jo at fastholde dem og udvikle dem. Hvis det ikke fungerer ude på arbejdspladsen i det daglige, så er det jo lige meget, konstaterede Jette Clausen og understregede, at selvom hendes navn står på diplomet, så er prisen altså gået til hele Junckers.

Fra CP Kelco var det en glad produktionschef, der stod med favnen fuld af blomster, diplom og bronzestatuette.
- Vi har så mange forskellige lærlinge fra mange forskellige uddannelser. Det giver en god mangfoldighed og selvom vi lægger øre til lidt af hvert, så er vi enormt glad for vores unge mennesker, fortalte Kirsten Stolberg og tilføjede, at det særligt var de dygtige medarbejdere, der hver dag lærer fra sig, der fortjener anerkendelse.
 


De stolte prismodtagere. CP Kelco til højre og Junckers til venstre i billedet. CP Kelcos produktionschef Kirsten Stolberg i midten med blomster. HR- og Kommunikationschef Jette Clausen yderst til venstre med diplom og bag ved hende fungerende borgmester Thomas Kielgast.

30/05/2011

Produceret af Adapt A/S