Årets lærlingepriser 2010
Det er højsæson for at uddele priser til lærlinge, der ikke alene er dygtige håndværkere, men som også har været gode kollegaer i deres læretid.
Udover at hædre de dygtige elever, er formålet med priserne også at skabe synlighed om industriens erhvervsuddannelser for at tiltrække flere unge til uddannelserne.

Blandt årets mange prisuddelinger, gik DI Sydvestjyllands LærlingePris 2010 til smed Alsir Abazir. Alsir er udlært fra Ulldalls Jernstøberi i Vejen og han kom til Danmark som 12-årig fra Kosovo.
I virksomhedens indstilling hedder det blandt andet: ”Alsir har løftet barren for, hvad det endelige resultat skulle blive på skolebeviset. Han har stillet både skolen, sig selv og sin afdeling tilfreds. Alsir er desuden en kanonkammerat og har sikret, at nye medarbejdere har følt sig velkomne”.
I hovedstadsområdet fik teknisk designer Jeanette Krogh overrakt DI Hovedstadens LærlingePris 2010.
I indstillingen fra hendes virksomhed står: ”Jeannette er det levende bevis på, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse og lære nyt – selv med tre hjemmeboende børn. Efter en årrække med ufaglærte jobs, startede hun som i lære som teknisk designer hos Aksel V. Jensen i Hillerød. Her tilegnede Jeanette sig hurtigt stor viden om sit felt. To år efter fik hun 10 i den afsluttende hovedopgave”.
Endelig modtog klejnsmed Peter Storm-Mikkelsen årets lærlingepris fra DS Håndværk og Industri. Peter er udlært hos Winthers Smede Entreprise i Roskilde.
Virksomheden begrunder i indstillingen: ”Peter blev meget hurtigt dygtig til det finere smedearbejde og rustfrit pladearbejde. Peter er også god til at lære fra sig. Han tager sig af de andre lærlinge og kommer ofte med gode løsningsforslag til en opgave. Peter er altid positiv og aldrig bange for at give en hjælpende hånd.”
Industriens Uddannelser ønsker prismodtagerne tillykke.
16/07/2010
