Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Danmarksmestre fra Jylland

Klejnsmed Tommy Haastrup Jørgensen, industritekniker Frederik Bjerregaard Jensen og mekaniker Mads Mortensen er i gang med hver deres uddannelse - men de har tre ting til fælles: De er blevet Danmarksmestre i deres fag, de er alle 20 år gamle og de er alle fra Jylland.

Mere end 25 fag har konkurreret for at finde landets bedste i Odense Congress Center. Lørdag blev vinderne så endelig afsløret efter tre dages konkurrence.

Ikke med for at tabe

Selvom de alle tre var ydmyge og stolte over at være med til DM, var Mekaniker-Mads klar i spyttet, da han skulle svare på, hvad det egentlig betød at vinde:

- Det er klart, det betyder rigtig meget. Jeg er jo ikke taget med for at tabe!, smilede Mads, der kommer fra Aarhus. Mads er i lære som personvognsmekaniker hos Nellemann Aarhus og går i skole på Aarhus Tech. Med 62 point ud af 80 mulige, tog Mads en fornem førsteplads fra de syv andre konkurrenter.


Mads i fuld sving under konkurrencen, mens dommeren kigger ham over skulderen.
 

Døm ikke dig selv ude

Hemmeligheden bag sin succes, var ifølge Frederik fra Rask Mølle simpel. 


Frederik programmerer maskinen, så han får et korrekt emne ud.

- Man skal ikke dømme sig selv ude, bare fordi man laver en enkelt fejl. Jeg har været tilfreds med min indsats, men man kan jo aldrig vide, forklarede Frederik. Konkurrencens tre industriteknikere skulle både dreje og fræse. Og det var netop i fræseopgaven, at Frederik trak fra konkurrenterne og endte med 171,33 point ud af 200 mulige. Frederik er i lære hos RM Spåntagning i hjembyen Rask Mølle, mens skoleopholdene foregår på Learnmark Horsens.

Træning gav meget

Tommy fra St. Velling ved Fredericia pegede på, at succesen nok skyldtes de 14 dages ekstra træning, han havde haft på sin skole, Syddansk Erhvervsskole. Selvom han først er færdig med sin læretid hos ECM Industries, så giver mesterskabet noget særligt.

- -Jo, det er da rigtig god reklame, når man nu skal ud og søge arbejde i fremtiden, fastslår han glad.


Tommy får - sammen med de øvrige deltagere i klejnsmedekonkurrencen, overrakt en præmie, af næstformand i Industriens Uddannelser, Per Påskesen (yderst tv).

DM til Århus

Det var anden gang, at DM i Skills blev afholdt. Begge gange har mesterskaberne fundet sted i Odense. I år nåede besøgstallet tæt på 21.000 - og søgningen til erhvervsskolerne i regionen er gået frem. Resten af Danmark skal ikke snydes for succesen og derfor foregår Skills i 2013 i Aarhus.

31/01/2012

Produceret af Adapt A/S