Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Engang opgivet af lærerne

På Skive Tekniske Skole ved man, hvordan man støtter elever med utilstrækkelige almene færdigheder, enten læsesvage, ordblinde, regnesvage eller talblinde. Det vidner historien med Thomas om. For med den rigtige støtte og en positiv indstilling kan Thomas nu fremvise sit svendebevis som forsyningsoperatør

Fik aldrig karakterer i skolen

I de ni år han gik i skole, sagde lærerne, at han ikke havde lært nok til, at de kunne give ham en karakter, fortæller Thomas, der dog samtidig erkender, at hans manglende interesse for at gå i skole også skyldtes, at han er stærkt ordblind. Dengang var der ikke så meget fokus på ordblindhed som i dag.

Kunne du tænke dig at komme i lære?

Efter Galtrup Efterskole arbejdede Thomas i syv år som ikke-faglært på Morsø Jernstøberi. Da ordrerne svigtede, blev han som så mange andre afskediget. Bagefter var han alligevel glad, fordi det åbnede for et karriereskift, da han søgte ind hos forsyningsselskabet Thy-Mors Energi i Nykøbing.

"Jeg syntes, der skulle være rene linjer, så jeg fortalte dem, at jeg var ordblind. Men Søren Dath, der nu er min chef på Thy Mors Energi, sagde med det samme, at det ikke nødvendigvis betød noget, når bare jeg var stabil og dygtig til mit arbejde."

I skole igen

Thomas chef undersøgte mulighederne for hjælp til Thomas. Og han fandt ud af, at der var ordblindeundervisning på VUC. Thomas kom igen i skole, selv om han var flygtet fra skolen som ung.

Thomas fortæller, at han fik meget ud af at gå på VUC, hvor han udover læsefærdigheder, også fik lært at bruge en computer. Han fik meget hjælp fra lærerne og studievejledningen, der også sørgede for, at han kom med i SP-ordningen og fik udleveret en computer med hjælpeværktøjer for ordblinde. Han forklarer, at hvis han ikke havde haft ”IT-rygsækken”, var det ikke gået.

Thomas er ikke kommet sovende til sit svendebrev. Han har kæmpet for at følge undervisningen på teknisk skole og sideløbende tage aftenundervisning på VUC. Den største udfordring var at få familielivet til at hænge sammen med fire børn og en hustru. Undervejs i uddannelsen blev han endda far til sit femte barn.

Den nyudlærte forsyningsoperatør fortæller at det var en hård periode.
"Men jeg har aldrig fortrudt det, selv om jeg tror, at jeg havde takket nej til tilbuddet om en læreplads, hvis jeg havde vidst, at det blev så hårdt. Men bagefter er jeg lykkelig for at have gjort det. Jeg har oplevet, at min chef har gjort en kæmpeindsats for at bære mig igennem. ”

Flot eksamen

Thomas, der som ung blev opgivet af sine lærere, modtog sit svendebrev den 16. oktober 2009. Han fik en flot eksamen, hvor han undervejs i uddannelsen fik tre 12-taller i den mundtlige del. Til selve svendeprøven fik han 7 i skriftlig, og 12 i mundtlig, hvilket tilsammen giver 10, altså den næsthøjeste karakter overhovedet.
 

09/12/2009

Produceret af Adapt A/S