Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Nanoteknologi i overfladebehandling

Nanoteknologi er ved at vinde indpas i industriel overfladebehandling.

Industriens Fællesudvalg har med hjælp fra Teknologisk Institut i en rapport kortlagt, hvor nanoteknologi bliver anvendt i industrien, og om det kræver nye faglige kompetencer i forhold til anvendelse af udstyr og påføring. Rapporten ser også på arbejdsmiljøet ved brug af nanomaterialer i overfladebehandling.

Forventningen er generelt, at brugen af nanoteknologi inden for overfladebehandling vil få større udbredelse i dansk produktion i de kommende år. Undersøgelsen viser, at overfladebehandling med nanomaterialer anvendes i begrænset omfang idag i de danske overfladevirksomheders kommercielle produktion. Nano bliver blandt andet brugt i antibakteriel belægning, uv-absorberende overflader og i ridsefri lak.

Desuden foregår der en del forsøgsproduktion i branchens virksomheder. I undersøgelsen har man set på, hvordan nanoteknologi i overfladebehandling bruges i udlandet (særligt Tyskland), som er længere fremme end Danmark i forhold til at have kommerciel produktion af nanoteknologisk overfladebehandling. Endvidere har rapporten til inspiration for det videre udviklingsarbejde inddraget viden om de tyske jobprofiler inden for nanoteknologisk produktion.

Rapporten giver anbefalinger til, hvordan udviklingsudvalget for overfladebehandling fremadrettet kan overvåge udviklingen inden for nanomaterialer i overfladebehandling, samt hvordan et fremtidigt modulopbygget AMU-forløb kan se ud inden for nanoteknologisk overfladebehandling. Herunder hvordan efteruddannelse af faglærere kan styrkes i forhold til kompetenceudviklingen i nanoteknologi blandt operatører i overfladebehandlingsindustri.

Endelig vil udvalget også bruge undersøgelsens resultater til den dialog om kompetenceudvikling, som løbende foregår med branchens virksomheder.

Læs hele rapporten

09/04/2010

Produceret af Adapt A/S