Uenigheder og tvister

Der findes et særligt system til behandling af uenighed vedrørende uddannelsesforhold inden for erhvervsuddannelserne. Uenigheder – såkaldte tvister – skal først søges forligt af det faglige udvalg for uddannelsen.

Sagen kan indbringes for udvalget af elev eller praktikvirksomhed, og det faglige udvalg vil herefter søge at forlige sagen. Udvalget kan ikke træffe afgørelse i sagen, så det handler alene om at forsøge at få parterne til at indgå en aftale om løsning af uenigheden. Udvalget vil derfor som oftest indkalde parterne til et forligsmøde, når sagen er indbragt af en af parterne.

Hvis der opnås forlig, udarbejdes en skriftlig aftale, et såkaldt protokollat, som underskrives af udvalget og begge parter i sagen. Såfremt der ikke kan opnås et forlig, meddeler udvalget skriftligt parterne, at forligsmulighederne anses for udtømte, og parterne kan herefter indbringe sagen for Tvistighedsnævnet, hvis de ønsker det.

Det er ikke muligt at indbringe en sag for Tvistighedsnævnet uden den har været indbragt for det faglige udvalg. Det er ikke tilstrækkeligt, at der har været afholdt et mæglingsmøde i sagen i henhold til den relevante overenskomsts regler. Tvistighedsnævnet har kompetence til at træffe afgørelse i sagen, såfremt parterne ikke kan blive enige. Nævnets kendelser kan indbringes for domstolene inden otte uger fra afgørelsen.

Sagsbehandling i Industriens Uddannelser

Ved indbringelse af sager for de faglige udvalg, der sekretariatsbetjenes af Industriens Uddannelser, skal sagen indeholde angivelse af sagens parter, overenskomstområde samt krav og dokumentation herfor, eventuelle tidligere forsøg på at forlige sagen samt en beskrivelse af uoverensstemmelsen. Herefter vil sagen blive behandlet ved formandskabet for det faglige udvalg for uddannelsen.

I de respektive overenskomster kan der være fastsat krav om, at der skal være gjort forsøg på at opnå forlig ved lokal forhandling inden sagen indbringes for det faglige udvalg. Dette krav skal i så fald være opfyldt, før udvalget kan behandle sagen.

Som udgangspunkt behandles sagen hos Industriens Uddannelser i løbet af fire uger.

Produceret af Adapt A/S